<$BlogRSDUrl$>

30.11.05

Selvdisciplin!!!
Det er - når man første gang i 4 uger vågner en morgen UDEN at have ondt i skulderen - og så lade være med at kaste sig over det højtelskede strikketøj!:-)
Det er godt nok svært - og vel på linie med at holde op med at ryge, vil jeg tro!!!
Det er helt tosset, så voldsomme abstinenser, jeg har!:-)
Men jeg vil bare ikke igennem sådant et smertehelvede én gang til. 24 timer i døgnet har det gjort ondt!:-(
Så jeg skal nok holde mig på måtten, til jeg er helt sikker på ikke at få tilbagefald.

Og hvad får jeg så min fridag til at gå med?
Jo, jeg skal til kaffeslapperas hos en veninde, der havde fødselsdag i fredags - hyggeligt med sådan et afbræk i en ellers susende travl hverdag!:-)
Og måske vil jeg også lige snige mig ind til computeren og lægge sidste hånd på min Julekalender, der starter til midnat! Jeg elsker bare at lave sådanne overraskelser til alle mine dejlige kunder!:-)

0 kommentarer

26.11.05

Rundtur i min nye butik!:-)
Jeg tog lige nogle billeder i formiddags, inden mit Åbent Hus arrangement.
Sådan ser her ud, når der er ryddet fint op:










Jeg beklager de dårlige lysforhold!
Og så vil jeg gerne sige TUSINDE tak til alle Jer, der kiggede indenfor.
Det var dejligt at få lov til at vise resultatet af alle vore anstrengelser!:-)

0 kommentarer

22.11.05

Posten kom....
... med disse her i dag:

Det var Hanne, der lokkede!!!
Men sådan nogle bøger er nu skønne at have på lager, når jeg snart kommer i bedstemor-alderen!:-))
Det er mange dejlige trøjer iblandt! Og bøgerne kostede kun 37,- kr. stykket incl. forsendelse fra England! BILLIGT!!:-)
Ellers står den stadig på oprydning + lykkeposepakning til Åbent Hus arrangementet på lørdag. Det er utroligt, så meget garn, der kan gemme sig rundt omkring i alle krogene!:-))
Hvis der ikke kommer nogle folk på lørdag - så har jeg i hvert tilfælde fået ryddet op!!!:-))

0 kommentarer

19.11.05

Jeg tjekker lige ind...
... for at fortælle, at det nu er 18 dage siden, jeg sidst har kunnet strikke!!!
Abstinenserne er ved at tage overhånd og hysteriet breder sig!:-)
Jeg fik en masse gode råd om at få tiden til at gå med at kigge i diverse magasiner og bøger - MEN det bliver det jo meget værre af - for der er hele tiden noget, jeg får lyst til at prøve af!:-(
Og at der kommer nye garner til butikken, bliver det jo ikke spor bedre af - dem vil jeg jo også helst have på pindene med det samme. Min bedste veninde siger endda, at mine nye Rosewood pinde bare er de bedste redskaber, hun nogensinde har haft i hænderne - og jeg har slet ikke kunnet prøve dem selv!:-(
Det værste er, at der slet ikke er udsigt til en bedring på denne side af jul - så alle julegaveplanerne går i vasken - og jeg må ud og købe mig fra det i år. ØV - siger jeg bare - nu havde jeg glædet mig til at strikke til store og små!:-(
Jeg må intet lave med min venstre arm - så jeg har rigtigt fået folk i arbejde med oprydning på lageret, pakning af ordrer, opfyldning af varer samt besvarelse af diverse mails. Det mest irriterende er, at jeg mister overblikket på denne måde. Der er for mange ting, jeg ikke helt ved, om eller hvornår der er blevet gjort!:-(
Sikke et surt opstød dette indlæg egentligt er, hva'?!:-)))

0 kommentarer

17.11.05

Nederdel Striksammen – Lektion 2.
Se lige denne fine knap som Virtuella/Margot i Norge har lavet til os!:-)

Alle deltagere har fået knappen tilsendt til fri afbenyttelse.
Tusinde tak siger jeg på alles vegne!!!

I dag skal vi starte på selve strikkeriet!
I nedenstående eksempel regner jeg med, at I har valgt en nederdel i 6 bredder – men ellers må I lige justere til 4 eller flere udtagningssteder!!

Slå x-antal masker op på den ønskede rundpindstørrelse og strik 4-6 pinde ret - herefter 1 pind vrang + 4-6 pinde ret.
Saml lige så mange masker op langs opslagskanten, som du slog op - og strik "løbegangen" sammen - én maske fra pinden sammen med én maske fra opslagskanten - men HUSK at lade de sidste
3-4 masker fra opslagskanten være, så du får et hul til elastikken!!!
Del arbejdet i 6 lige store dele - og sæt en maskemarkør eller en sikkerhedsnål på pinden.
Nu strikker du videre i glatstrikning, idet du tager 1 maske ud 6 steder på omgangen.
Dette gentages for hver x-antal pinde, som du har beregnet i dit eget eksempel.
HUSK: At tage masken ud henholdsvis på højre og på venstre side af sikkerhedsnålen. Ellers drejer indtagningerne!!!!
Strik videre i glatstrikning til ønskes længe inden afslutningskanten – som behandles i 3. og sidste lektion om ca. en uges tid!:-)

OBS: Ønsker du ikke en elastikløbegang, men derimod en hulrække med snor – starter du således:
Slå x-antal masker op og strik 2-3 omgange ret.
Herefter strikkes *3-4 r, 2 r sm, slå om* hele omgangen rundt. (Justér lige så det passer med dit maskeantal!!)
Herefter en hel omgang ret – og så er du klar til dine udtagninger som ovenfor!!

Rigtig god fornøjelse!:-)

0 kommentarer

16.11.05

Nederdel Striksammen – Lektion 1

Nåh ja – undskyld – i aften er jo et vidt begreb!
Glemte jeg at fortælle, at jeg er udpræget B-menneske – og at livet først begynder efter kl. 22.
Ha-ha-ha……
Nåh – det var altså ikke derfor – der kom lige et familiebesøg i vejen!:-)

OK – her kommer det så:
Tag Jeres strikkeprøve frem og Jeres personlige mål.
Her kommer et eksempel på, hvordan I regner Jeres maskeantal ud.
Jeg vil strikke min nederdel i Bloomgarnet – ligesom Rikke – og jeg vil strikke den øverste nederdel til højre på Jeres inspirationsark.
Min strikkeprøve siger 11 m x 20 p = 10 x 10 cm.
Mine mål er:
Talje = 70 cm + 2 cm bevægelsesfrihed
Hofte = 96 cm + 2 cm bevægelsesfrihed
Udtagningslængde = 15 cm
Det vil sige, at jeg skal slå 1,1 m op pr. cm = 72 x 1,1 = 80 m
Ved det bredeste punkt over hoften skal jeg bruge 98 cm x 1,1 m = 108 m
Forskellen på 28 masker skal tages ud jævnt fordel over de 15 cm, der er mellem taljen og hoften.

Nu skal vi så have bestemt modellen – der kan tages ud på følgende måder:
1. Der tages kun ud i begge sider af nederdel – sidder ikke så godt som de andre
2. Der tages ud i begge sider samt for og bag = 4 steder – en OK model
3. Der tages ud i 6 bredder – den jeg altid vælger – den sidder bare pænt rundt om understellet
4. Der tages ud mange steder rundt om hele nederdelen – til nederdele med masser af vidde

Jeg vælger altså en 6-breddes nederdel med let skrånende vidde fra hoften og ned til nederdelens underkant. Jeg skal derfor tage ud 6 steder med lige stor afstand rundt om kroppen.
Det vil sige 80:6=13,3. Det runder vi op til 14 – så jeg slår 14 x 6 masker op = 84 masker!
Der skal jo alligevel elastik eller en hulrække med en snor i den øverste kant, så der er OK med lidt ekstra vidde.
Ved hoften skal vi tage ud til 108 masker – det dividerer vi også med 6 = 18 masker.
Det giver så 18-14 = 4 masker = 4 udtagninger fra talje til hoften over 15 cm.
Der skal altså tages ud for hver 3,75 cm.
Jeg har 2 p pr. cm – det giver ca. 7,5 p mellem hver udtagning.
Jeg vælger derfor at tage ud efter hver 7. omgang på nederdelen.
Derefter vil jeg tage ud for hver 21. omgang resten af nederdelens længde, for at give et pænt fald ned mod knæene.

Det var lidt at regne på. I morgen får I næste lektion – med anvisninger på, hvordan I laver den øverste kant – enten som en løbegang med en pæn ombukningskant – eller som en hulrække til en snor.

Rigtig god fornøjelse!

0 kommentarer
Nederdel Striksammen - vi starter i aften!!!
Uanset om alle er klar endnu, så går det løs i aften - for der er mange ivrige, der ikke kan vente længere!:-)
I dag er det min fridag - og jeg skal på udflugt efter diverse sjove ting og sager til butikken, så her kan blive fint til mit Åbent Hus i næste uge!
Og så lige en oplysning til Britt ang. min Kaunijakke.
Jeg har altså KØBT den!:-)
Men jeg kan snildt fortælle, hvordan den er lavet:
Man tager 2 bundter Kauni effektgarn + en strikkemaskine og strikker nogle store baner i dobbeltgarn. Disse smides i vaskemaskinen ved 40 grader, så de valkes let. Herefter er det frem med et enkelt jakkemønster, en saks og en symaskine - og vupti har man en ny jakke. Nemt hva'?
Kauniknappen sætter lige prikken over i'et.
Jeg kan fortælle, at jakken har hængt på mig i 5 dage nu - og jeg elsker den!:-)

0 kommentarer

12.11.05

Mit nye look!:-)
Ikke nok med at fruen er blevet klippet - hun har sandelig også fået en ny Kaunijakke:

Åh, hvor er den lækker og blød i denne valkede udgave. Den er strikket i dobbelt lag af dette garn!

Og hvorfor står jeg så her og driver den af?
Jo, jeg venter da bare på besked fra alle deltagere i Nederdel Striksammen. Er I klar??? For det er jeg!:-))

0 kommentarer
Åbent Hus hos Markno lørdag den 26. november fra 11-15!
Så er nedtællingen begyndt - er det ikke en sød tælledims, jeg har fundet?
Jeg holder Åbent Hus i min lille butik i Lemvig om 14 dage - og håber, at rigtigt mange har lyst til at kigge forbi. Der vil helt sikkert ikke være siddepladser - men derimod masser af dejlige garner, håndstrikkede sjaler samt flotte sko og støvler.
Det er en begivenhed, som er værd at køre efter - da der denne dag vil være ekstra gode tilbud i den fysiske butik.
Vel mødt!:-)

0 kommentarer
Abstinenser - det er hvad jeg har!!!
Nu er det 12 dage siden, jeg sidst har strikket!!!!
Og det varer længe endnu siger min fysioterapeut!:-(
Jeg har simpelthen fået en omgang ondartet betændelse i hele min venstre skulder og langs kravebenet. Det gør forbandet ondt - og jeg er SÅ rastløs og temmelig utålelig for mine omgivelser. Jeg må INTET lave med min venstre arm - absolut intet!!
Jeg er bare lidt fatsvag - for jeg kunne da ikke forstå, at det gjorde ekstra ondt i forgårs efter aftensmaden. Ved I hvad mor her præsterede? Jo, jeg stod skam og formede 76 kødboller glad og fro - for lave mad, det er da INTET!:-))
AV, min arm!!!
Det værste er, at al den energi bliver brugt på at købe ind hos diverse leverandører - for at tale i telefon er da INTET, ikke sandt? Så jeg køber ind og køber ind og fylder huset med lækre sager - men nu kan vi snart ikke være her længere!:-)
Jeg glemmer bare, at jeg sidder med røret i venstre hånd og skriver aftaler ned med højre.
AV, min arm!!!
Nå, men så kan jeg da besvare mails. Men godmorgen! - Det går jo heller ikke med én hånd. Det tager alt for lang tid. Som f.eks. dette indlæg!:-))
Jeg glemmer det hele tiden - og vups er venstre hånd i sving.
AV, min arm!!!
Hvad i al verden skal jeg dog få weekenden til at gå med?

0 kommentarer

7.11.05

Ahhhh - hvor ER disse papkasser lækre!:-)

Hvad ska' vi putte i?

Vi vil hellere end gerne hjælpe med garnet!:-)

Som I kan se, er det altså svært at koncentrere sig om at pakke ordrer her i huset!!
(Bare roligt - de to kasser er forbeholdt kattene - der kommer ikke garn i dem!)
Godt jeg har min svigersøn at koste rundt med - for der er kommet over 100 ordrer siden i onsdags, hvor Ude og Hjemme kom på banen med prinsesvøbet. Det er da vildt!!!

0 kommentarer

6.11.05

Nederdel Striksammen er gået i luften!!
Just nu har 20 deltagere fået tilsendt inspirationsark og dagens opave.
Hvis du nu sidder derude og ærgrer dig over, at du alligevel ikke fik meldt dig til - så kan du nå det endnu.
Det hele går ud på at lære at strikke nederdele oppefra og ned EFTER MÅL!:-)
Det er blevet én af mine efterhånden mange kæpheste at lære ivrige strikkere AT KUNNE SELV. Strikkeopskrifter er altså fint til at starte med - men det kan så sandelig også begrænse ens kreativitet, så man aldrig indser, at det faktisk slet ikke er svært at lave sine egne kreationer!:-)
Hvis dette forløb går godt, vil jeg følge Striksammentemaet op med nye udfordringer!!

0 kommentarer

5.11.05

Denne lille dame....

... der her er på besøg i "Tante" Marianne's garnhule, fylder ét år i dag.
Stort tillykke til dig Gry!:-)
Jeg har sendt en pakke til dig, så du kan få lidt mere tøj på. Det er jo ved at blive koldt!!

0 kommentarer

4.11.05

Det er noget af det sjoveste.....
... jeg har været med til!:-)

Her kommer en liste over budene:
Montering af valgfri ting
Spelsau lammeuld
Strik-In med besøg af Markno
Lammekølle
Bog med islandske sjaler
Sjældne Hoyaer
12,5 cm strømpepinde
Hjemmebagte småkager
Opskrift på bluse
Blomster til haven
Svensk ost
Håndværksgarn fra Hjelholt
Hjemmelavede bolsjer
Besøg af Britta og Rasmus

Der er mange ting, der frister. Men det, der ramte lige i hjertet er:
Christa's tilbud om lige præcist de Hoyaer, jeg så længe har ønsket mig.
Så kære Christa - du vandt!:-))

0 kommentarer

3.11.05

Hvem vil bytte?

I dag skal vi have det lidt sjovt!:-)
Jeg har netop modtaget 2 stk. 2006 udgaver af sådan nogle fætre her:

Jeg vil bytte den ene med den, der kommer med det bedste tilbud, inden midnat i aften. I morgen kan du så læse her, om du skulle være den heldige bytteperson!:-))
Send mig en mail på markno@mail.tele.dk, hvis du vil lægge bud ind. Kalenderen er IKKE til salg. Den byttes væk med noget, som du tror, jeg går og drømmer om! GRIN...

0 kommentarer

1.11.05

Psssssstttt.....
- se lige her!:-)
Her finder du min oversættelse af lilleprinsens svøb.
Skynd dig ned og køb bladet - og læs historien om, hvor svøbet stammer fra!
Du kan bestille et strikkekit lige her!!

0 kommentarer

This page is powered by Blogger. Isn't yours?