Er der mon liv i patienten?
Ja - det kan så sandelig diskuteres!:-)
De kloge hoveder på hospitalet havde godt nok forberedt mig på, at alt blev meget værre, når jeg kom hjem. Men troede jeg på dem? Nej, det gjorde jeg ikke!
Og så sidder jeg her på andendagen og ligner en hængt kat, der prøver at holde sig oprejst på en kontorstol - bare lige så længe, at jeg kan skrive et lille indlæg i bloggen!!!
Hold da helt op, hvor ER jeg træt!!!!!!
Jeg vidste ikke, at man kunne græde af træthed - men det kan man!
Jeg synes da ellers, det kræver ekstra energi at give tårerne frit løb - men det går skam helt fint med det!:-))
Nå, men dette her skal jo ikke være det rene ynk, så bare rolig - om et øjeblik har jeg det fint igen. Det er kun anden gang i dette forløb, at jeg har fået ondt af mig selv for alvor (første gang var da jeg skulle sige farvel til min datter, der rejste til Canada) - og heldigvis varer det højst et kvarter, så er jeg mit gamle optimistiske jeg igen!:-)
Mit "rigtige" jeg glæder sig over de mange, mange skønne blomster, der strømmer ind i disse dage. Det betyder alverden med det blomsterhav efter de 5 ugers mere eller mindre sterile omgivelser på hospitalet. Jeg elsker bare blomster!:-)
Og jeg glæder mig også uendeligt over, at min veninde rykker ind hver dag og gør butik og lager klar til åbning på mandag - og at min mor kommer og passer biksen - og at folk gider at besøge mig - selvom jeg kun kan holde ud i korte øjeblikke ad gangen!:-)
Men jeg troede oprigtigt, at jeg selv kunne komme igang med at arbejde igen fra næste uge - DET kan jeg ikke!:-(
Godt jeg har 3 dejlige, vamsede, skøre, dovne, kælne katte at trøste mig med!!!